"Fra den laveste fangekælder til den højeste top kæmpede jeg med ham, Morgoths Balrog. Indtil jeg til sidst kastede min fjende ned og smadrede hans ruin på bjergsiden. Mørket tog mig, og jeg forvildede mig ud af tanke og tid. Stjernerne kredsede over mig, og hver dag var lige så lang som et helt liv på jorden. Men det var ikke enden. Jeg mærkede livet i mig igen. Jeg er blevet sendt tilbage ... indtil min opgave er fuldført."
Aragorn, Legolas og Gimli følger efter deres hobbitvenner ind i den dystre, gamle skov Fangorn. Mørk og farlig er denne gamle skov, en rest af den store skov, der engang dækkede store dele af det vilde land øst for bjergene. Da de knudrede træer, der hænger over dem, begynder at stønne ildevarslende til hinanden, bliver de tre jægere advaret om tilstedeværelsen af en mystisk, kappeklædt skikkelse.
"Den hvide troldmand nærmer sig", advarer Legolas, og i forventning om, at deres fjende Saruman dukker op, lader trioen sværd, økse og pil flyve, men bliver afværget af en blændende magi. Vennerne bliver hurtigt overvældede og tænker på det værste, og i desperation og frygt kræver de, at deres fjende viser sig.
Men enden er ikke kommet denne dag, for da det strålende lys forsvinder, og hans grå kappe falder, står der ikke en falden troldmand foran dem, men en ven fra den anden side af den dødelige verdens grænser - Gandalf er vendt tilbage.
"Jeg er Gandalf den Hvide, og jeg kommer tilbage til jer nu, hvor tidevandet vender
